Ansættelse med løntilskud

Har du svært ved at få en fod inden for på arbejdsmarkedet, kan et job med løntilskud måske vise sig at være din vej tilbage i arbejde. Ofte vil et løntilskudsjob være et led i din aktivering

Kontakt Jobcenter Randers om dine muligheder for job med løntilskud

Ved at blive ansat med løntilskud får du rig mulighed for at forbedre mange af de evner, der kræves for at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Det kan være dine personlige (sociale), sproglige og/eller dine faglige evner, som har brug for et skub i den rigtige retning.

Til gavn for begge parter

Når du får ansættelse med løntilskud, bliver du ansat enten i en privat eller en offentlig virksomhed. Hvor længe ansættelsen varer, vil altid afhænge af en konkret vurdering.

I den periode du arbejder for virksomheden, får I mulighed for at lære hinanden rigtig godt at kende. Du samarbejder med kollegaer, og virksomheden kan samtidig se, hvordan du indgår i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige ansatte. 

På den baggrund vil både du og virksomheden have lettere ved at vurdere, om ansættelsen skal fortsætte efter at løntilskuddet er ophørt.

Krav til ledighed m.v.

For at blive ansat med løntilskud er det et krav, at du har været ledig i mindst seks måneder.
Kravet gælder dog ikke hvis du er over 50 år, er enlig forsørger eller ikke har en almen eller erhvervsrettet uddannelse. 

Den maksimale varighed af ansættelse med løntilskud afhænger af den ydelse, du modtager. Spørg evt. din sagsbehandler.
Ansættelse med løntilskud kan eventuelt kombineres med et vejlednings/opkvalificeringsforløb.

Det vil altid blive aftalt på forhånd, hvad et job med løntilskud skal indeholde.
Vær opmærksom på, at du - med mindre andet er aftalt med din jobkonsulent - skal stå til rådighed, mens du er ansat med løntilskud. Ellers risikerer du at miste retten til din ydelse.

Ansættelse med løntilskud du selv finder

Er du på dagpenge eller kontanthjælp har du ret til tilbud om ansættelse med løntilskud, som du selv har fundet, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, herunder kravet om forudgående ledighed.

Du må ikke starte i ansættelse med løntilskud uden Jobcenterets godkendelse.